Fördeland Therme Glücksburg

Presse Fördeland Therme Glücksburg


Flensborg Avis 03.07.2007

Lyksborgere afskrækket af høje priser i svømmebad

Fritid. En familie fra Lyksborg kører helt til Husum for et besøg i svømmehallen.

LYKSBORG. Der er murren og knurren i krogene i Lyksborg. Flere lyksborgere er nemlig utilfredse med, at det er blevet en dyr affære at bruge det ny svømmebad.

En enkelt voksen-billet til at svømme koster ti euro for to timer og 12 euro for fire timer.

Entreen for en familie på to voksne og to eller flere børn koster 31,25 euro for fire timer.

Til Husum

Lyksborg-familien Ziebell har draget konsekvenserne og besluttet at køre de 60 kilometer til Husum for at besøge svømmehallen der.

- Der har de også en rutsjebane, et baby-bassin, børne-bassin og et stort bassin til at træne i. Vor ældste søn sætter derudover megen pris på, at der er et en-meters og et tre-meters springbræt, hvilket de ikke har i Lyksborg, siger Bettina Ziebell.

Et besøg for en uge siden kostede familien 15,85 euro for to voksne og tre børn.

- Modsat i Lyksborg er det tilladt at tage egen mad og drikke med, og prisen gælder for en hel dag, siger Bettina Ziebel.

Hun fortæller, at familien har været i Lyksborg-svømmehallen et par gange, og hun synes, at hallen fungerer godt nok.

- Men vi tager i svømmehallen cirka hver anden uge, og det her har vi simpelthen ikke råd til. Vi kender flere, der har samme opfattelse, siger hun.

Fordomme

Driftsleder Hermann Roks har hørt lignende klager af gæster og rundt om i Lyksborg.

- Jeg hørte for eksempel det med priserne fra en ældre dame, som slet ikke har været her endnu, siger han.

Roks mener, at man ikke kan sammenligne æbler og pærer, og at Fördeland Therme er pengene værd.

- Man kan ikke sammenligne os med kommunale svømmehaller. Alle private svømmehaller i hele Tyskland er i samme situation, som vi er, siger han.

Han mener, at regner man benzinforbruget med ind, så er forskellen mellem Husum og Lyksborg faktisk kun på 7 euro for en familie - og den skrumper jo mere ind, jo flere børn der er.

- Vor pris er meget acceptabel. Man kan sige, at vi har en BMW, mens Husum er en Ford eller Opel, siger han.

Acceptabelt

Han kan heller ikke rigtig forstå kritikken af for høje sauna-priser.

Et enkeltbesøg i Lyksborg koster 16 euro for fire timer inklusive adgang til svømmehallen.

- Men når man køber et klubkort til 74 euro for et år, så betaler man kun halvdelen af entreen. Ved et besøg hver anden uge eller 20 gange om året bliver det til 12,20 euro for et saunabesøg. Det er da meget rimeligt, synes Hermann Roks.

Det skal tilføjes, at Fördeland Therme råder over flere store saunaer indendørs og udendørs, whirlpool og andre faciliteter.

Dirk Thöming


Presse Fördeland Therme Glücksburg